Valgt til Ældrerådet 2026-2029

ALICE HASSELGREN

ALICE HASSELGREN

Jeg er uddannet ergoterapeut og har arbejdet med børn og voksne med forskellige handicaps og psykiske udfordringer. Er gift med John. Vi har to voksne børn, hvoraf den ene er svært handicappet.
Min mand er desværre ramt af demens og bor på plejehjem. Jeg besøger ham hver dag, hvor jeg får et realistisk indblik i arbejdspresset for medarbejderne på plejehjem.
Jeg har været medlem af Handicaprådet og Sundhedsrådet i Albertslund. Jeg er nu frivillig som Demensven i Albertslund. Jeg har 5 fokuspunkter, som jeg vil arbejde for, hvis jeg kommer ind i Ældrerådet:
Et sundt og aktivt ældreliv, så længe vi selv kan opsøge aktiviteter og sociale relationer.
Forebygge ufrivillig ensomhed.
Flere tilgængelige busruter og tider på tværs af byen. Samt handicapkørsel for borgere, der ikke har mulighed for at bruge de offentlige transportmidler
Et godt og værdigt ældreliv, når vi, eller vores kære har brug for hjælp i hverdagen.
Et værdigt liv med omsorg og faglig dygtige medarbejdere på plejehjemmet

fotograf Lise Buchardt

ANNEMARIE WANDT

ANNEMARIE WANDT

Jeg stiller op til valget i Ældrerådet, fordi jeg rigtig gerne vil være med til at skabe de bedst tænkelige livsvilkår for ældre medborgere. Det gælder alle forhold – de fysiske rammer og hjælpeforanstaltninger – men også i særdeleshed borgernes mulighed for at blive hørt om relevante rettigheder og tilbud. Det gode ældreliv handler også om psykisk trivsel og sundhed, så vi må stræbe efter at bekæmpe ensomhed – bl.a. ved at styrke og etablere givende fællesskaber.
I mit arbejdsliv har jeg været skoleleder og specialkonsulent, og privat har jeg i mit frivillige arbejde været i en forældrerådgivning samt været bisidder for flere Albertslundborgere. I forhold til projekter, der relaterer til ældre, har jeg dels været med til at oprette en seniorcafe i mit boligområde – dels har jeg været med til at starte projektet omkring at sikre bedre adgangsforhold ved busstoppe-stederne i Albertslund. Et projekt, der heldigvis nu realiseres – bl.a. i samarbejde med Ældrerådet.

fotograf Lise Buchardt

BENTE CLAUSEN

BENTE CLAUSEN

Jeg har boet i Albertslund i 54 år. Er pensioneret sygeplejerske og har arbejdet både på hospital, som forstander for et plejehjem og på hospice. Jeg har siddet i Ældrerådet i 20 år, de sidste 6 som formand.
Derudover har jeg i denne periode været Ældrerådets repræsentant i bruger/pårørenderådet på Humlehusene. Jeg har været Vestegnskommunernes repræsentant i Regionsældrerådet og derfra været udpeget til patientinddragelsesudvalget.
Det er vigtigt at ældre i kommunen har nogle gode rammer med mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter og fællesskaber.
Derudover er jeg meget optaget af, hvad der sker på sundhedsområdet med ny ældrelov og sundhedsreform. Det er vigtigt, der også i fremtiden tænkes forebyggelse. Vigtigt borgerne får den rette hjælp og omsorg, hvis/når behovet opstår, samt inddrages i eget forløb.
Vil gerne arbejde på et fortsat godt samarbejde både med politikerne og forvaltningen.

fotograf Lise Buchardt

CLAES SOLBORG PEDERSEN

CLAES SOLBORG PEDERSEN

I mit arbejdsliv har jeg været lærer og skoleleder på en specialskole. De sidste 20 år har jeg været privatpraktiserende psykolog og familieterapeut. I alle årene har jeg boet i Galgebakken og taget aktiv del i beboer fællesskabet; jeg er medlem af redaktionen på Galgebakkeposten, afdelingens debat og nyhedsblad. Jeg synger i Bakkens Kor. Endvidere er jeg frivilligt medlem af Forældrerådgivningen, en anonym telefonrådgivning for forældre til skolebørn.
Jeg stiller op til Ældrerådet for at bidrage til at bedre vilkårene for kommunens ældre, især mulighederne for for bedre fysisk og psykisk udvikling, der begge hænger tæt sammen med fysisk udfoldelse i form af bevægelse og motion. Det kunne ske ved at give gratis adgang for folkepensionister til Albertslund Svøm og Fitness.
Den nye ældrelov etablerer en mere helhedspræget kontakt via mindre teams. Ældrerådet bør sikre den påtænkte "enstrengede" kontakt, gennem én fast kontaktperson som borgeren ved alle behov kan kontakte.

fotograf Lise Buchardt

DORTE CHRISTIANSEN

DORTE CHRISTIANSEN

Jeg er 68 år gammel. Jeg er uddannet pædagog og har bl.a. arbejdet i Albertslund Kommune. Jeg gik på pension i 2024 efter mange gode år i det pædagogiske arbejde. Jeg er aktiv i foreningslivet, hvor jeg er sammen med en masse ældre mennesker.
Jeg stiller op til Ældrerådet som kandidat, da jeg er sikker på, at jeg kan være med til at gøre en forskel på ældreområdet og være en stemme for de ældre, som af forskellige årsager ikke bliver set eller hørt.
De følgende områder er mine kerneværdier:
Hvordan virker den nye ældrereform i praksis?
Hvordan rækker vi ud til de ældre, som sidder alene og føler sig ensomme?
Hvilke rettigheder har ældre handicappede?
Hvordan inddrager vi ældre, så vi hører deres egne behov?
Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg arbejde benhårdt for, at alle får et værdigt ældreliv.
Vi skylder vores ældre respekt. De tog sig af os – nu er det vores tur.

fotograf Lise Buchardt

ELSE DAHL MORTHORST

ELSE DAHL MORTHORST

Jeg blev valgt til Ældrerådet ved valget i 2021 og har været næstformand i hele perioden. Det har været spændende og lærerige år. Jeg har lyst til at fortsætte og stiller derfor op igen for at arbejde videre med det, jeg brænder for.
Ældre i Albertslund skal have et godt liv og holde sig friske og raske så længe som muligt. Det giver, for de fleste, livskvalitet, at deltage i aktiviteter og fællesskaber. Derfor er det vigtigt, at der findes gode tilbud og at de bliver brugt. Har man brug for hjælp i dagligdagen skal man hurtigt og nemt have den hjælp, der er brug for.
Vi kan ikke træffe politiske beslutninger i Ældrerådet, men vi går i dialog med politikere og forvaltning om at få gode vilkår for ældre. Vi skal bl.a. arbejde med at sikre en god implementering af den nye ældrelov, hvor netop forebyggelse er vigtig.
I 2024 blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Danske Ældreråd, som er landsorganisation for alle 98 ældreråd i Danmark. Jeg repræsenterer ældre- og seniorrådene på Vestegnen.

fotograf Lise Buchardt

JOAN STUBTOFT

JOAN STUBTOFT

Fællesskab og omsorg
Jeg blev medlem af Ældrerådet i januar 2022.
Jeg genopstiller, fordi jeg fortsat har stor lyst til at engagere mig i vilkårene og rammerne for Ældrelivet i Albertslund.
Det er vigtigt, at Ældrerådet er i løbende dialog både med politikerne og de ældre om at sikre gode vilkår for ældrelivet.
Der skal være den nødvendige omsorg og pleje til dem, der har eller får behov for det. Den dialog vil jeg gerne bidrage til.
Albertslund skal være en by, der med stolthed og respekt tager vare på byens ældre – og sætter fokus på forebyggelse, så man kan holde sig selv i gang både fysisk og mentalt så længe som muligt. Vores kommune skal til stadighed have en ældrepolitik, der sikrer trygge rammer for os ældre.
Jeg er i øvrigt overbevist om, at med gode aktive fællesskaber i nærmiljøet stiger omsorgen for hinanden og ensomhed erstattes af venskaber eller bekendtskaber. Der foregår mange gode aktiviteter rundt omkring, men der er også områder, der kunne bruge en hjælpende hånd.

fotograf Lise Buchardt

KARIN HELLE KORNBERG

KARIN HELLE KORNBERG

Jeg stiller op til Ældrerådet fordi jeg brænder for, at gøre en forskel for kommunens ældre. Det er også med det afsæt, at jeg arbejder som frivillig leder i vågetjenesten.
Som sygeplejerske gennem 40 år, både i praksis, som leder og underviser, har jeg set hvordan forholdene er ude i praksis og der er behov for et øget fokus på faglighed samt fokus på værdighed for alle borgere over 60 år. Jeg vil arbejde for, at sikre de bedste forhold for byens ældre i takt med, at den nye ældrelov udrulles i praksis. Ældre skal have mulighed for, at leve et aktivt liv og dyrke interesser, for derigennem at skabe nye relationer og være et positivt aktiv for sig selv, sine med mennesker og samfundet. Jeg vil arbejde for at pleje og omsorg af byens ældre ydes ud fra et værdisæt der bygger på tillid, respekt, ligeværd og tager afsæt i individuelle behov.

fotograf Lise Buchardt

LARS MESSELL

LARS MESSELL

Gift i 1968. 3 børn, 7 børnebørn, 1 oldebarn. Stadig gift, god kone. Boet i kommunen siden 1980.
Arbejde: husholdningslærer med speciale i kost og sundhed i Statens Husholdningsråd, sociolog i Socialministeriet beskæftiget med trivsel i boligområderne og forebyggelse af ensomhed.
Foreninger: Afdelingsbestyrelsen på Galgebakken, redaktionen af beboerbladet Galgebakkkeposten, Galgebakkens Seniorklub.
Har siddet i Ældrerådet i 12 år., og stiller op igen fordi jeg mener at Ældrerådet er med til at sikre at politikerne tager sig af ældre borgere. Jeg ser Ældrerådet som de ældres vagthund overfor kommunen – har kommunen en ordentlig ældrepolitik, og bliver de politiske mål ført ud i livet??
Stiller desuden op til Ældrerådet, fordi de 12 år har vist mig, hvor værdifuldt det er med Ældreråd, som er bredt sammensat.

Et godt ældreliv er at ikke være udenfor, og have et godt helbred. Jeg har selv haft diabetes i 65 år, og har det stadig godt.

fotograf Lise Buchardt

PALLE ORTMANN

PALLE ORTMANN

Jeg har i mit arbejdsliv været ansat 40 år i kriminalforsorgen.
Jeg har været aktiv i fagligt arbejde, institutionsbestyrelser, skolebestyrelse og beboerforenings arbejde.
Det er derfor en helt naturlig ting for mig at stille op til ældrerådet. Jeg har egentlig ikke nogen specifikke mærkesager. Men hele ældreområdet har min store interesse.
Der kommer flere ældre borgere, og fokus må absolut være at de får kvalitativt godt ældre liv.

fotograf Lise Buchardt

PER KJÆRGAARD

PER KJÆRGAARD

Jeg flyttede sammen med min kæreste i Albertslund i 2008, i et rækkehus i Godthåbsparken. Vi solgte i 2023 huset og flyttede til Fællesskabet på Nordmarks Allé.
Jeg har tidligere boet mange år i Oksbøl, og har bl.a. siddet i kommunalbestyrelsen i Blåvandshuk Kommune i en enkelt periode, hvor jeg bl.a. sad i Socialudvalget.
Sidste år blev jeg 67, og gik på pension. Jeg har dog fået et lille job som ’Vinkender/Vinmand’ i Føtex, hvilket jeg hygger mig meget med, nogle timer om ugen.
Efter jeg er gået på pension, har jeg så også fået tid til at engagere mig mere i noget af det der også optager mig, bl.a. at arbejde for bedre vilkår til ældre - det tror jeg dog, at der mange i Albertslund der gerne vil – og heldigvis for det. Jeg stiller op til Ældrerådsvalget i 2025, fordi jeg tror på, at alle ældre har ret til et værdigt og aktivt liv – uanset livssituation. Jeg ønsker at arbejde for, at ingen føler sig ensomme eller glemt, og jeg vil være med til at skabe endnu bedre rammer for fællesskaber.

fotograf Lise Buchardt